Ring idag på +45 4033 9803
De skal være fra før 1990 ellers rør’ vi dem ikke!
Nogle drømmer om tidlig pension med bopæl under fjerne, varmere himmelstrøg, andre om at krydse Atlanten. Henrik Greve Nielsens drøm de sidste fem år har været, at starte helt forfra. Det er der kommet virksomheden HN Oldtime Biler A/S ud af, hvor der kun er adgang til liften for køretøjer med over 30 år på asfalten.
Duften af benzin
Henrik startede som fejedreng i 1977 og blev udlært som mekaniker hos Datsun Kolind med Hans Jørgensen ved rattet, eller i Datsunland, som han kalder det.
“Jeg har altid brændt for de biler, der kom frem, da jeg var ung. Jeg er kommer tilbage til der, hvor jeg startede, og det har længe været en stor drøm for mig,” fortæller Henrik med et stort smil.
Her reparerer og istandsætter vi rigtige biler, og på værkstedet dufter der lidt af benzin. Det er så fedt!
Udover Henrik er der den erfarne mekaniker Niels Prip ansat, og de har andet end køretøjerne til fælles. “Vi har den grundholdning, at vi kan lave alt. De store værksteder hverken gider eller kan, men her finder vi altid en løsning. Vi siger aldrig, at det kan vi ikke lave. Det er nok en livsstil.”
Plads til alle mærker
Der er allerede rigeligt at se til på værkstedet i Kolind. “Vi både totalrenoverer og laver reparationer for kunder, ligesom jeg selv opkøber veteranbiler, som bliver sat i stand og solgt,” fortsætter Henrik, og forklarer, at de køber sadelmager- og malerarbejde ude i byen.
“Der kommer kunder, der selv er startet på et restaureringsprojekt, men som er gået kolde i det. Så hjælper vi dem videre eller helt i mål.”
Selv om hjertet især banker for Datsun, arbejder de med alle bilmærker bare alderen passer. “Det er ikke alene kunder fra nærområdet, der kommer.
“Her til morgen ringede en kunde med en engelsk bil, som kommer forbi i morgen og skal have lavet service og synet sin veteran.”
Rygtet er sivet
Hvis bilerne på operationsbordene ikke i sig selv signalerer »oldtime«, emmer baglokalerne af nostalgi og er en sand tidslomme fra 60′, 70′, og 80’erne. “Her er masser af effekter, gamle manualer og bilmagasiner. Vi har køkken og sofagruppe, for her skal være hyggeligt, og der skal være tid til en bilsnak.” Der er ofte fredagsbar med kaffe og øl uden procenter.
Henrik har fået henvendelse fra en del pensionerede mekanikere, der gerne vil have en tjans i ny og næ. “De er typisk midt i 60’erne og kan ikke blive ved med bare at slå græs. Jeg har allerede lavet aftale med tre med hvert sit speciale eller mærkekendskab. De bliver så hyret ind ad hoc, og det glæder jeg mig meget til.”
Farvel stress
For Henrik er det nye projekt et ideelt eftermæle til de mange år som selvstændig og chef for 20. “Jeg har arbejdet usædvanlig mange timer i årevis. Stået op kl fire om morgenen og rendt rundt med tre bimlende telefoner.” Det er ikke blevet nemmere, som årene er gået, blandt andet på grund af de sociale medier. “Det går meget stærkt på alle værksteder og kundebrok er en stigende tendens. Du skal være klar til daglige skæld ud og til at tackle udfordringer på medarbejderfronten. Det kan godt give ondt i maven som chef.”
På det lille værksted på Maarupvej er tempoet sat ned i gear. “Jeg elsker at gå i mit arbejdstøj, men det vigtigste er, at vi laver ordentligt håndværk.
Jeg har det så godt, og er blevet et helt andet menneske uden stress,” siger Henrik, og runder lige af: “Værkstedet har ingen komplicerede autotestere til mange tusind kroner. Vi kommer rigtig langt med tændingspistol og prøvelampe.”
Udfyld formularen, så kontakter vi dig.
Du hører fra os hurtigst muligt!